Beskrivelse af huset

IMG_2192

Landsbyhuset er en flere hundrede år gammel, smuk ejendom, bygget i solide quercy sten – typisk fransk borgerhus i tre etager samt stort hvælvet kælderrum. Huset ligger i ”zone protégée”, dvs. den fredede bydel i en stille gade, som betegnes som byens smukkeste!

Huset har været igennem en større renoveringsproces, således at dets autentiske stil omhyggeligt er genskabt. Restaureringen afsluttedes i juli 2008.

I stueetagen:

Helt nyt landkøkken med stort komfur, (5 gasblus + el-ovn), køleskab/frys, opvaskemaskine, vaskemaskine, spisebord med plads til 6 personer. Alt nødvendigt udstyr. Stor flot stue med pejs (dekoration), hvidolieret gulv, egetræs loftsbjælker. Klimaanlæg. Udgang til østvendt terrasse, hvorfra der er delvis udsigt udover dal. Stuen er fuldt møbleret, Tv og radio-cd-dvd afspiller med iPod station. Gæstetoilet i gangen.

Trappe op til 1. sal:

1 mindre og 1 større soveværelse med dobbeltsenge. Ekstra sovesofa i det store. Overalt rigelig skabsplads, buffet’er, reoler, egetræsplankegulve. Smuk udsigt udover dalen fra det store værelse på 1. sal. Klimaanlæg. Nyt lækkert badeværelse.

Trappe til 2. sal:

1 nydeligt ekstra soveværelse – børnerum, hvor diverse spil forefindes.

Alt nødvendigt tilbehør for en normal husholdning. Lejerne kan selv medbringe dynebetræk, lagner, håndklæder, viskestykker og lignende, men har også mulighed for at leje. (Se under pris/kalender) Opvarmning/afkøling sker via et reversibelt klimaanlæg, som sikrer kølighed i de varme perioder, – varme i de kølige. Endvidere er der installeret el-radiatorer i de øvrige rum, såvel som der er gulvvarme i køkkenet og på badeværelset. På terrassen er der havebord og grill. I kælderen står der fire cykler, som kan benyttes. Boule-spillet må naturligvis bruges, såvel som man gerne må høre CD’erne med fortrinsvis fransk klassisk musik og jazz.

Der er adgang til huset fra Capitaine Tailhade-gaden ad en tung solid dør, hvortil nøglen udleveres. Ingen mulighed for adgang til huset via terrasse-siden, da huset ligger på den gamle bymur/skrænt ned til dalen.

Huset er gammelt, og dets rustikke charme og sjæl er bevaret efter den nænsomme restaurering. Det er blevet vores drømmehus, og vi ønsker at dele herligheden med andre i forhåbning om, at det bliver behandlet med respekt!